|
2012 er startet på Mose Allé
2012 er allerede i fuld gang her på Mose allé. Heldigvis er ingen postkasser sprængt i stykker, og vi er alle mødt ind på arbejde med hver 10 hele fingre.
På trods af julemad og knas i rigelige mængder, har ingen taget tydeligt på i vægt og stemmerne er kun lettere rustne efter at have skrålet med på sangene omkring juletræet.
Men andre ord; vi er friske og klar til at tage hul på et nyt år, hvor vi glæder os til at tage fat i endnu flere spændende opgaver og skønne udfordringer fra vores kunder.
I december blev vores nye grafiske medarbejder fundet. Valget faldt på Eva Nielsen, der er uddannet mediegrafiker ved Handelstrykkeriet i Aarhus. Efter endt uddannelse har hun blandt andet siddet med grafisk arbejde i marketingsafdelingen hos Etac A/S, ligesom hun har taget Baressos baristauddannelse. Baresso fik desuden glæde af Evas designerbaggrund, da hun siden arbejdede som merchandiser med fokus på skilte. Evas interesse for kaffe har skabt glæde på Mose Allé – og blandt medarbejderne hos SignF er det ingen hemmelighed, at vi håber på at smage lidt til Evas kaffeevner. Vi sætter stor pris på en god kop kaffe.
Hos SignF kommer Eva primært til at sidde med de grafiske opgaver omkring tryksager til vores kunder i Intervare og SuperGros, ligesom hun også står for at tage fotos i SignFs fotostudie.
Eva er startet som fast medarbejder hos os her i januar.
Vi glæder os til at høre og se meget mere til jer alle i 2012. Godt nytår!
|